Spring til indhold

Handicapprisen 2010

Handicapprisen 2010

Vordingborg Handicapråd tildeler Handicapprisen 2010 til Kirsten Vagner, Nyråd.

Kirsten har i 30 år gjort en ekstraordinær indsats for mennesker med funktionsnedsættelse i og omkring Vordingborg Handicapidræt, VHI. Kirsten var med fra foreningens spæde start: Som 17-årig kom hun med sine forældre i Vanføreforeningen, nu Dansk Handicap Forbund, hvor man ville lave idræt for unge med handicap. Det var meget naturligt, at de unge skulle medvirke i opstarten. Der var kun to: Kirsten og hendes senere mand Preben. Hun ånder for handicapidrætten.

Kirsten tager fat. Fysisk løfter hun gerne personer, der trænger til en hånd. Og hun går ikke af vejen for at flytte rundt med tunge træningsredskaber og hjælpemidler. Når et resultat skal nås, skåner hun ikke sig selv hverken fysisk eller på anden måde.

Fra start var nytænkning Kirstens kendemærke. Hun var her og der og alle vegne: I omklædningsrummet, dommer på banen, hjælpe folk ud og hjem.  

Boccia har fyldt meget i Kirstens liv: Boccialeder på klubplan, regionsformand, i landsudvalget, hvor hun har medvirket til at udvikle de klassifikationsregler, vi kender i dag, og hun har været landstræner for boccialandsholdet. Hun var den første, der blev uddannet som dommer – både regionsdommer og landsdommer. Hun var primus motor for afholdelsen af de Nordiske Mesterskaber i Vordingborg og deltaget i et utal af EM, World Cup, Nordiske Mesterskaber og De Paralympiske Lege i Barcelona og Atlanta. 

Og Kirsten tager også fat i mange andre betydninger. Hun tager fat i livets muligheder – også i de muligheder, som nogle mennesker ved en umiddelbar betragtning ikke har så mange af. Hendes motto er: ”Se mulighederne frem for begrænsningerne.”

Organisatorisk igangsætter hun hele tiden nyt, og hun har svært ved at sige nej. Hun er god til at holde ting i gang efterfølgende og har det dårligt, hvis noget ikke gennemføres. Hun har visionære tanker om udvidelse af Kastrup Hallen som multihal med træningsfaciliteter og overnatningsmuligheder for alle. Hun har været med til at bygge VHI op til den klub, den er i dag, hvor hun er kasserer. Gennem hendes evindelige drivkraft har hun stor andel i det nye klublokale. 

Udover de idrætslige opgaver er Kirsten også initiativtager og leder af VHI-Kidz, som er en klub for børn med vægt på fællesskab og sociale værdier med oplevelsesture osv.

Kirsten er altid smilende, har ofte en kæk bemærkning, sætter fut i selskaber og kan få alle til at synge i bussen til stævner.

Kirsten er en sand ildsjæl. Kirsten tager fat.

Vordingborg, den 7. januar 2011

Anders J. Andersen   
formand