Spring til indhold

Handicapprisen 2019

HANDICAPPRISEN 2019

DAMSHOLTE OBSERVATORIUM

 

Vordingborg Handicapråd tildeler Handicapprisen 2019 til Damsholte Observatorium. 

Begrundelsen for indstillingen til handicapprisen er den enestående indsats for handicappede medborgere.

Observatoriet er formentlig det eneste handicapegnede i Nordeuropa. Her har de fleste med nedsat mobilitet adgang til stjernehimlen via teleskopet, der er placeret på et hæve/sænkebord.

Herudover har Damsholte Observatorium etableret en flisebelagt adgangsvej, rampe til selve observatoriet og nærliggende handicaptoilet.

Damsholte Observatorium er et lille foreningsejet observatorium. Trods sin størrelse har observatoriet fra allerførste færd lagt et stort arbejde i at få flest mulige med på en visuel rumrejse. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi formanden for Damsholte Observatorium, Ole B. Ørsted, på helt eget initiativ fandt det selvfølgeligt, at alle skulle kunne få glæde af observatoriet. For at få etableret observatoriet og gjort det åbent for flest mulige, har Ole sammen med ægteparret Anne Grete og Jens Henrik Olsen, Nygammelsø, som lægger areal til observatoriet, lagt mange timer i udregninger, fondsansøgninger, praktisk arbejde mv.

Damsholte Observatorium er et stjerneeksempel på et initiativ, som inkluderer mennesker med funktionsnedsættelse i alle livets forhold, herunder det ydre rum.

Vordingborg, den 3. december 2019

 

Else-Marie Sørensen                                       Winnie Lindner

      Viceborgmester                                       Handicaprådsformand