Spring til indhold

Handicapprisen 2015

Handicapprisen 2015

Britta Lund fra Egehuset

 

Vordingborg Handicapråd tildeler Handicapprisen 2015 til Britta Lund den daglige leder af Egehuset

                                              

Under Brittas ledelse er Egehuset et eksemplarisk godt sted for demensramte at komme, og for de pårørende at besøge. Med et lille, fast personale skabes der en fin, hjemlig stemning med fokus på gennem hygge og humor at vedligeholde brugernes kompetencer i hverdagslivet, at give dem et socialt fællesskab med ligestillede, og at give dem de oplevelser i naturen og kulturen, som de stadig kan nyde og rumme. Der er en meget fin forståelse for den enkeltes ønsker og behov, og for det store flertal af brugerne er deres dage i Egehuset ugens absolutte højdepunkt.

Egehuset byder også velkommen til brugere med fysiske udfordringer i tillæg til de kognitive, sådan at demente med fx sclerose, parkinson, huntingtons eller med fysiske funktionsnedsættelser efter blodpropper, også kan deltage i husets aktiviteter. For de pårørende er Egehuset en redningsplanke, hvor vi kan være sikre på, at vores demente og på anden vis handicappede ægtefæller eller forældre er i de bedste hænder, mens vi selv får en tiltrængt pause.

Britta Lund er et enestående menneske, som gør en verden til forskel i demensramte familiers liv. Mange professionelle sundhedspersoner forlader demensomsorgen efter en tid, fordi det er så krævende at arbejde med demente, men det er vist ikke for meget sagt, at omsorgen for demensramte og deres pårørende er et kald for Britta. Vi kommer til hende med vores sorg over sygdommen, frustration over nutiden, bekymringer for fremtiden, med vores forvirring og usikkerhed og udsathed, med alle disse tunge følelser, som hun møder med en rolig empati, indsigtsfulde råd og personlig varme. Hver og en går vi berigede fra mødet med Britta, bedre i stand til at håndtere vores mange udfordringer.

 

Vordingborg, den 18. januar 2016

 

Knud Larsen                   Winnie Lindner

Borgmester                     Handicaprådsformand