Spring til indhold

Handicapprisen 2012

Handicapprisen 2012 er gået til Ivan Ingemansen

Handicapprisen 2012 går til Ivan, fordi hans mangeartede formidling af naturen, som også om-fatter mennesker med funktionsnedsættelse, er ekstraordinær. Særligt hans arbejde for at få etableret en handicapegnet sti på Avnø er i sig selv en begrundelse for, at han skal have prisen.

Ivan elsker naturen og har i over 30 år her i kommunen været engageret i beskyttelse af naturen. I de senere år har Ivan arbejdet som naturguide og –skribent i lokalaviser og med egen bloc. Hans kongstanke er, at formidling af naturens glæder til alle er fundamentet for forståelsen og dermed også beskyttelsen af naturen. Og Ivan sætter handling bag det med "alle".

Ivan formidler naturen ved at arrangere guidede natur-ture, som også er særligt tilrettelagt for mennesker i kørestol eller dårligt gående. Og gerne til Ivans foretrukne sted, Avnø. Det var også i forbindelse med en tur hertil, at Ivan blev opmærksom på, hvor vanskeligt det var for alle at komme igennem en til tider sumpet sti helt ud til vandet, hvorfra man kan se sæler og måske ørne.

På helt eget initiativ udformer Ivan en fælles fondansøgning på vegne af Danmarks Naturfred-ningsforening, Friluftsrådet, Dansk Ornitologisk Forening og Danske Handicaporganisationer i Vordingborg og skaffer herved 360.000 kr. til en ny sti fra Avnø Centret til vandet. Samtidig ind-henter han selv nødvendige tilladelser, viden om stiens handicapegnede udformning og materiale, tilbud fra entreprenører osv. Det har været et stort arbejde, som Ivan helt alene har båret igennem - med stor entusiasme og glæde.

Stien blev indviet 9. december 2012. Den ville aldrig været kommet i stand uden hans initiativ. Det gør han helt uegennyttigt. Og uden de store armbevægelser.

Som noget nyt er Ivan begyndt at finde og kortlægge egnede stier, veje, ruter og udsigtspunkter i kommunen, som kan være særligt interessante og egnede for mennesker med nedsat mobilitet. Kortene ligger på Google Maps.

Når Ivan får en idé til løsning af et konkret problem, ringer han rundt til sit store netværk for at afdække problemets omfang og løsninger: Herefter gør han noget selv. Ivan sender ikke udfor-dringer i udvalg. Ivan handler. For andre og naturen.

Ivan er en sand ildsjæl.

Vordingborg, den 15. januar 2013

Anders J. Andersen
formand