Spring til indhold

Handicapprisen 2014

Vordingborg Handicapråd tildeler Handicapprisen 2014 til Boardwalken på Møns Klint

 

Boardwalken får prisen, fordi den i harmoni med naturen åbner et vanskeligt tilgængeligt område for alle.

Boardwalken udtrykker, hvad vi vil på handicapområdet: Gennem samarbejde bliver mål om universel design, inklusion, kompensation og høj æstetik til virkelighed. Det sker helt enkelt i form af en smuk, slyngende sti af certificeret lærketræ, som åbner en stor verden op - for alle.

Stien bugter sig 267 m langs klintekanten fra GeoCentret til udsigtspunktet Freuchens Pynt. Udover udsigtsplatformen har den tre lysåbninger mod klinten og bænke langs hele strækningen.

De første spæde skridt til ideen bag plankestien var royale. Ved indvielsen af GeoCentret i 2007 kom Hendes Majestæt Dronning Margrethe II med en bemærkning om, at det kunne være rart, hvis man lettere kunne komme ud og se klinten. Lokalt satte det kreative tanker i gang. 

Med naturbeskyttelse, myndighedsgodkendelser, teknik, arkitektur mv. var der mange bump på vejen. Hvor der er vilje, er der vej. Naturstyrelsen og GeoCentret havde viljen og skabte her et forbillede, som i sandhed er en destination for alle.

Boardwalken er faldet i god jord: Siden indvielsen den 23. marts 2013 har den været meget populær. Titusinder med eller uden funktionsnedsættelse valfarter hertil for at opleve klintens storhed.

Boardwalken er i sin funktion, konstruktion og form verdensklasse. Den er et forbillede for alle fremtidige plankestier. 

 

Vordingborg, den 16. januar 2015

Anders J. Andersen
Handicaprådsformand